Vigtige datoer
Besøg vores side

Værdier

Vejen Gymnastikforening

-er en gammel forening med fut i J

Vejen gymnastikforening blev stiftet den 24. april 1929, og den 6. april 2019 fejrede vi foreningens 90 års jubilæum med en fantastisk opvisningsdag og fest.
I alle disse år har foreningen været i konstant udvikling og udviklet sig fra en decideret gymnastikforening til en forening, der i dag også favner trampolinspring, TeamGym, Grand prix, Idræt om dagen, Yoga og meget mere. Derudover har foreningen i mange år været en vigtig aktør i afviklingen af det årlige FRØS-løb i Vejen, ligesom foreningen i over 20 år har afholdt bedsteforældredage i både Vinter- og Efterårsferien.

 

Formål

Vejen Gymnastikforenings formål er, gennem alle former for gymnastik at fremme menneskets fysiske, psykiske og sociale udvikling.
 

Vision

Vejen Gymnastikforening er en forening, hvor der er plads til alle, der ønsker at opleve glæden ved bevægelse.
Vi prioriterer et stærkt fællesskab, hvor man udvikler sig socialt og kropsligt.
Vi ønsker, at fremstå som en åben forening, som tager ansvar i lokalsamfundet og er lydhør over for vore medlemmer.
Vi gør det attraktivt at være frivillig i Vejen Gymnastikforening, ved at tilbyde faglig udvikling og sjove oplevelser.

 

Frivillige

I Vejen gymnastikforening har vi engagerede instruktører/trænere og hjælpere med vidt forskellig baggrund. Ét har de dog til fælles – hjertet banker for gymnastik og bevægelse. Vores instruktører/trænere gør et kæmpe arbejde. Fra foreningens side gør vi, hvad vi kan for at bakke op.
Vi opfordrer alle vores frivillige til at deltage i kurser i DGI og GymDanmark regi. Kurserne er gratis og den enkelte får mulighed for at dygtiggøre sig – men så sandelig også chancen for at opbygge et netværk af ligestillede.
Hvis du har lyst og mod på at gøre en indsats som frivillig instruktør/træner eller hjælper på et hold, så skal du ikke tøve med at kontakte os. Vi er altid på udkig efter engagerede mennesker. Du henvender dig blot til foreningens formand

 

Bestyrelsen

Foreningens bestyrelse består af 9 personer. De forskellige medlemmer af bestyrelsen har deres egne ansvarsopgaver, men løfter de store overordnede opgaver sammen.
Har du lyst til at tage aktivt del i dit eget eller dine børns fritidsliv, på en anden og mindre fysisk måde var det måske noget for dig. Interesseret – så henvend dig til foreningens formand eller mød op på den årlige Generalforsamling, som altid holdes i marts måned.

 

Aktiviteter

I Vejen Gymnastikforening har vi mange tilbud og der er noget nyt på plakaten næsten hver sæson. Vi laver mange former for gymnastik, spring, trampolinspring, yoga og nogle spiller badminton. Vi har gymnastik og bevægelse for alle aldersgrupper og det er vigtigt for os at understrege, at vi er en motionsforening for alle. Vi lægger derfor stor vægt på, at have tilbud til såvel de helt små, som kommer sammen med deres mor eller far, som til vore seniorer, der i mange tilfælde har dyrket motion hele livet. Mange af holdene deltager i en eller flere opvisninger i løbet af foråret og nogle deltager i deciderede konkurrence.
 

Opvisning

Hvert år marts/april måned afholder foreningen forårsopvisning og denne dag viser de fleste hold, med stolthed, hvad de har lavet sammen sæsonen igennem. Det er en stor dag som både instruktører/trænere og gymnaster ser frem til med spænding. Det er noget ganske særligt lige pludselig at stå foran et stort publikum, der både klapper og hujer. Forårsopvisningen foregår i VIC i Vejen.
 

Hvor holder vi til?

Vi laver primært gymnastik i de forskellige sale og haller i VIC i Vejen. Vi har også hold der mødes i gymnastiksalene på Grønvang og Østerby Skolerne, samt enkelte der fast eller lejlighedsvis træner i de forskellige haller rundt omkring i Vejen Kommune.  

Hvordan melder du dig til et hold?


Er du blevet fristet, så følg linket og se hvilket et af de mange tilbud der passer til dig. Vi glæder os til at se dig.


Nyt medlem?
Her kan du oprette dig som medlem i Vejen Gymnastikforening.
Bliv medlem her
Vigtige datoer
Besøg vores side
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Vejen Gymnastikforening | 6600 Vejen | CVR-nummer: 23 41 10 16